Den samlede masterplan for udviklingen af det tidligere sygehus i Holstebro er nu godkendt og overdraget til Holstebro Kommune.
Siden januar 2023 er der blevet arbejdet med udviklingsplaner og muligheder for det tidligere sygehus midt i Holstebro. Nu er den samlede plan for området – masterplanen – godkendt i bestyrelsen og overdraget til Holstebro Kommune, fordi byrådet som planmyndighed er en vigtig aktør for at føre planen ud i livet.
Det er Arealudviklingsselskabet Sygehusgrunden, der står bag masterplanen. Selskabet er ejet af Holstebro Kommune, Færchfonden og Akselerator A/S.
Åbenhed og en styrket midtby
Bestyrelsesformand i Sygehusgrunden, Niels Højberg, beskriver masterplanen som et stærkt grundlag for at komme videre med selskabets opgave med udvikling af den nye bydel. Og ifølge ham er det en masterplan, der i høj grad understøtter udvikling af Holstebro:
- Det har været et af hovedkriterierne for den måde, vi har arbejdet på, at den nye bydel skal styrke midtbyen og ikke udhule den, samt at vi skal bruge Sygehusgrundens unikke placering mellem gågaden og anlægget til at binde byen sammen.
Med en stor mur ud mod Enghavevej kan Sygehusgrunden i dag virke lukket og afskærmet fra resten af byen. Men det skal der laves om på med portåbninger og gennemskæringer af bygninger, så grunden bliver åbnet op, og der bliver skabt nogle naturlige forbindelser til midtbyen.
Direktør Thomas Leerberg fremhæver åbenheden som et af de væsentlige elementer i masterplanen:
- Vi laver både nogle indre og ydre forbindelser, som gør det let at bevæge sig mellem midtbyen og den nye bydel. Og så er det en vigtig del af planen, at vi får skabt en levende bydel, der er åben for alle. Der bliver grønne byrum med bænke og legepladser, og der bliver skabt liv og fællesaktiviteter i stueetagerne.
En mangfoldig bydel
Den nye bydel bliver en blanding af boliger, uddannelsesinstitutioner, erhverv og kultur. I masterplanen er der også lagt op til mangfoldighed i forhold til forskellige boligtyper med alt fra bygge- og bofællesskaber, almennyttige boliger til ungdomsboliger og penthouselejligheder med en helt unik udsigt over Holstebro.
Det er især mangfoldigheden af boligformer, som borgmester i Holstebro Kommune og næstformand i Sygehusgrunden, H.C. Østerby, fremhæver ved masterplanen:
- Masterplanen er vores affyringsrampe, og med den har vi fået en fantastisk ramme for udvikling af området. Jeg er særligt begejstret for de forskellige boformer, som kommer i den nye bydel. Jeg er sikker på, det vil bidrage til at gøre byen endnu mere attraktiv for alle, ligesom vi forventer, at potentialerne på sigt vil tiltrække nye borgere fra andre dele af landet.
Tager bæredygtighed til nye højder
De tre ejere har en fælles vision om at transformere det tidligere sygehus til en ny bydel, og ikke mindst at gøre det på bæredygtig og ansvarlig vis ved at bevare eller genbruge så meget som muligt af det eksisterende sygehusbyggeri og bygningsdele.
- Det har været afgørende for vores ejere, at vi har været ambitiøse i forhold til bæredygtighed. Masterplanen er gennemsyret af høj kvalitet både i forhold til bæredygtighed og arkitektur, og den vil være med til at sætte nye standarder inden for byudvikling og byggeri, ikke bare lokalt og nationalt, men også internationalt, siger Thomas Leerberg.
Han sammenligner med andre byudviklingsprojekter, hvor de river ned for at bygge nyt eller bygger på bar mark. I masterplanen for Sygehusgrunden er lagt op til, at 95 % af den eksisterende bygningsmasse skal bevares og transformeres til ny anvendelse.
Den høje arkitektoniske kvalitet og graden af bæredygtighed har også været afgørende kriterier for Færchfondens engagement. Direktør i Færchfonden og næstformand i Sygehusgrunden, Claus Omann Jensen, kalder det for et fyrtårnsprojekt og udtaler:
- Der er ingen tvivl om, at det bliver et aktiv for Holstebro og Nordvestjylland i forhold til fortsat vækst og tiltrækningskraft.
Det tilslutter direktør i Akselerator A/S og bestyrelsesmedlem i Sygehusgrunden, Evy Tångberg Christensen, sig:
- Jeg er sikker på, at udviklingen af Sygehusgrunden får stor betydning for byen og hele vores område. Jeg glæder mig over at være en del af en byudvikling, som udover at være ambitiøst bæredygtig også kommer til at indeholde mange muligheder for nye boligformer, byggematerialer og nytænkning i at genanvende eksisterende materialer.
Over de næsten 15 år skal de enkelte bygninger sælges til investorer, der med respekt for arkitekturen og på bæredygtig vis transformere bygningerne til at rumme nye funktioner i den nye bydel.
Byrådet er planlægningsmyndighed, og masterplanen skal nu formelt omsættes til bestemmelser i en rammelokalplan for den nye bydel.
https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/visionen-for-en-ny-bydel-er-paa-plads?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=75756&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Byudvikling,Byggeri