Oplev bibliotekar Jonna Lykke Mikkelsen til en hyggelig formiddag onsdag d. 15. marts kl. 10 på Vinderup Bibliotek. Her vil hun fortælle om bøger fra bibliotekets magasin.
Kaffekopperne er fint dækket op og titler fra bibliotekets magasin fundet frem, når bibliotekar Jonna Lykke Mikkelsen afholder ’En formiddag med nostalgi’ på Vinderup Bibliotek.
”Bøgerne i bibliotekets magasin indeholder fantastiske fortællinger fra mange tidsperioder. Der er meget at gå på opdagelse i. For nogle vækker det følelser og nostalgi at genhøre en kendt fortælling og andre bliver nysgerrige på at læse mere af og om en forfatter eller tidsperiode,” udtaler Mette Holmegaard arrangementskoordinator, Holstebro Bibliotek.
Tid til en snak
Mange kender helt sikkert bibliotekar Jonna Lykke Mikkelsen fra Vinderup Bibliotek, som i fire årtier har hjulpet borgere i kommunen med litteratur, læsestof og ’Biblioteket kommer’.
Jonna er udover at være en dygtig bibliotekar også en underholdende fortæller. Formiddagen i Vinderup bliver fuld af nostalgi, anekdoter og bøger – og så bliver der naturligvis tid til en god snak om gamle dage fra Vinderup og opland.
’En formiddag med nostalgi’ er gratis med kaffe/the. Husk der skal hentes gratis billetter til arrangementet på biblioteket eller på hjemmesiden her.
Tid: Onsdag den 15. marts, kl. 10:00
Pris: Gratis
Sted: Vinderup Bibliotek
Målgruppe: For voksne