Robert Bagger bliver ny chef for dagtilbud og børnesundhed i Holstebro Kommune

Foto: Holstebro Kommune.
dato

Robert Bagger bliver ny chef for Dagtilbud og Børnesundhed i Holstebro Kommune fra 1. december med ansvar for cirka 3.800 børn og 700 medarbejdere.

Holstebro Kommune har ansat Robert Bagger som ny chef for Dagtilbud og Børnesundhed med tiltrædelse 1. december. Han har over 30 års ledererfaring, primært fra dagtilbudsområdet, og kommer fra Ikast-Brande Kommune, hvor han gennem tre årtier har haft forskellige ledende stillinger inden for området.

Som chef får Robert Bagger det overordnede ansvar for daginstitutioner, dagpleje, sundhedspleje, tandpleje og Familiehuset i Holstebro Kommune. Han bliver samtidig en del af chefgruppen i Børn og Unge og skal medvirke til at sætte retning for området, med fokus på at sikre gode livsrammer for børn og unge.

Området Dagtilbud og Børnesundhed omfatter cirka 3.800 børn i alderen 0-5 år, hvoraf omkring 2.600 passes i de kommunale daginstitutioner og dagpleje. Herunder hører 13 dagtilbud, cirka 90 dagplejere, Sundhedsplejen, Familiehuset og Tandplejen. Samlet set er der omkring 700 medarbejdere tilknyttet, samt et budget på cirka 365 millioner kroner.

Robert Bagger er uddannet pædagog og har gennemført flere lederuddannelser, herunder en diplomuddannelse i ledelse, en systemisk coachuddannelse og senest en master i procesledelse og organisatorisk forandring. Han ser frem til at arbejde sammen med ledere og medarbejdere om at videreudvikle området til gavn for børn, forældre og medarbejdere.

Privat bor Robert Bagger i Ikast med sin hustru, og sammen har de to voksne børn.

https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/erfaren-leder-skal-staa-i-spidsen-for-dagtilbud-og-boernesundhed?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=76241&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,B%C3%B8rn,Familie,Sundhed

Kilde: Holstebro Kommune