Mødrehjælpen, Røde Kors og Kirkens Korshærs Familiearbejde vil – med støtte fra Holstebro Kommune – uddele skoletasker indeholdende det vigtigste udstyr til økonomisk trængte familier, når deres barn starter i skole. Med projektet "Hjælp til skolestart" kan op til 25 familier få hjælp til en skoletaske og det nødvendige udstyr.
For mange markerer første skoledag en stor milepæl, men for nogle kan udgifterne til skoletaske og udstyr være en bekymring op til skolestarten. Derfor har Mødrehjælpen, Røde Kors og Kirkens Korshærs Familiearbejde taget initiativ til projektet, hvor de i samarbejde med Bog & idé i Holstebro og med opbakning fra Holstebro Kommune håber at kunne hjælpe op til 25 familier i år. Familierne kan modtage en ny skoletaske med drikkedunk og penalhus, hvilket kan lette skolestarten for trængte og sårbare familier. Målet er, at børnene kan få en god begyndelse på skolelivet og føle sig som en del af fællesskabet med en skoletaske, der ligner de andre børns.
De enkelte dagtilbud vurderer, hvilke familier der kan have behov for hjælp i forbindelse med skolestarten. Familiehuset uddeler dernæst, sammen med organisationerne bag projektet, værdibeviser, som kan veksles til en skoletaske. Det samlede budget for projektet i 2026 er 25.000 kroner, finansieret ligeligt af de tre organisationer. Bog & idé i Holstebro støtter projektet med rabat på tasker og udstyr.
Projektet udspringer af et partnerskab mellem Holstebro Kommune og flere lokale organisationer med et fælles ønske om at sikre bedre vilkår for børn, unge og familier i udsatte situationer. Partnerskabet omfatter – ud over Børn og Unge i Holstebro Kommune – Røde Kors, Mødrehjælpen, Kirkens Korshærs Familiearbejde, den boligsociale helhedsplan, Børns Voksenvenner, Kirkernes Sociale Arbejde samt Frivilligcenter Holstebro – Kultur & Frivillighuset.