Jobcenter Holstebro skifter navn til Jobværket og får større lokal frihed med ny beskæftigelsesreform

Foto: Holstebro Kommune.
dato

Fra 1. januar skifter Jobcenter Holstebro navn til "Jobværket" som led i beskæftigelsesreformen, hvor kommunerne får større frihed til selv at forme den lokale jobindsats.

Fra årsskiftet får både kommunens virksomhedsservice og jobindsats nyt navn og identitet. Jobcenter Holstebro bliver til "Jobværket". Navneskiftet markerer en sjælden mulighed for forandring og sker på baggrund af beskæftigelsesreformen, som ændrer på de statslige krav til jobcentre.

Med reformen bliver kravet om jobcentre afskaffet, og Holstebro Kommune får nu frihed til i højere grad selv at tilrettelægge hjælpen til jobsøgende, sygemeldte og rekruttering af arbejdskraft til det lokale erhvervsliv. Der bliver færre statslige krav til processerne, og kommunen får mulighed for at tage mere udgangspunkt i den enkeltes arbejdsliv og ressourcer. Virksomhederne får dermed én samlet indgang til kommunens tilbud, sparring og dialog om opkvalificering, fastholdelse og tiltrækning af medarbejdere.

Processen omkring navneskiftet har inddraget både borgere, virksomheder, ansatte og politikere i form af interviews, workshops, møder, fokusgrupper og analyse – faciliteret af det lokale Superego. Enigheden har været stor om at ændre det statslige navn "Jobcenter" til et navn med lokalt præg. Anbefalingen fra interessenterne blev "Jobværket", og navnet blev godkendt af Arbejdsmarkedsudvalget den 5. oktober 2026.

Det nye navn skal signalere en kernefortælling, hvor fokus flyttes fra statslige krav til lokale resultater, der virker for den enkelte borger. "Jobværket" skal ses som noget, vi gør sammen – en indsats med betydning, der virker som en løftestang for forandring og sætter nye retninger for beskæftigelsesindsatsen. Navnet dækker både over at skabe resultater og at være en aktør, der gør en forskel flere steder – både på virksomhederne og når ledige finder deres rette match.

Beskæftigelsesreformen implementeres i forskellige faser, og omstillingen har allerede været i gang gennem en fælles strategisk retning og arbejdskultur blandt ca. 200 medarbejdere. Navneskiftet introduceres løbende i de kommende måneder og træder officielt i kraft omkring årsskiftet.

https://www.holstebro.dk

https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/navneskifte-markerer-en-ny-virkelighed-paa-beskaeftigelsesomraadet?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=76549&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Arbejdsmarked,Erhverv

Kilde: Holstebro Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler