Borgerne i Holstebro, Skive, Struer og Lemvig kommuner gør en bemærkelsesværdig indsats, når det kommer til sortering af affald. De har allerede nu nået det fastsatte minimumsmål for genanvendelse af husholdningsaffald for 2030, hvilket betyder, at kommunerne er foran tidsplanen med målet om en genanvendelse på 60 procent.
Målsætningen er en del af en fælles EU-indsats, hvor medlemslandene har sat krav om reel genanvendelse af husholdningsaffald på 55 procent i 2025 og 60 procent i 2030. Tallene for 2024 viser, at genanvendelsen i Holstebro, Skive og Struer kommuner nu ligger på 60 procent, mens Lemvig Kommune er oppe på 64 procent.
Fremgangen skyldes særligt borgernes omhyggelige sortering i 10 forskellige affaldsfraktioner. Forskellene i genanvendelsestallene mellem kommunerne skyldes blandt andet geografisk udbredelse, bystørrelser, andelen af etageboliger og sommerhusområder samt historiske forskelle i tilgangen til genanvendelse.
De kommunale affaldsplaner og genanvendelsesprocenter blev behandlet på Nomi4s i/s’ seneste bestyrelsesmøde, hvor tilfredsheden med resultaterne var stor. Planerne behandles også lokalt i de enkelte kommuner. For nogle er de allerede besluttet, mens de for andre stadig er på vej gennem de kommunale udvalg.
På genbrugspladserne blev der i 2024 registreret en markant stigning på over 20 procent i mængden af affald med asbest, et niveau der dog blev delvis opvejet af øget udsortering af deponiaffald. Den nuværende affaldsplan har desuden fokus på at gøre direkte genbrug nemmere. Som et positivt tiltag er der på genbrugspladserne etableret byttehjørner, hvor borgerne kan aflevere effekter til genbrug, så andre får glæde af dem. Initiativet er blevet godt modtaget af borgerne.
Holstebro Kommune fortsætter den positive udvikling i samarbejde med nabokommunerne og Nomi4s for at sikre en endnu mere bæredygtig affaldshåndtering i fremtiden.